Ægtepagt
En ægtepagt er en aftale mellem ægtefæller, som kan oprettes før eller efter indgåelse af ægteskabet. Følgende aftaler er gyldige ved oprettelse af en ægtepagt:
- Særeje.
- Deling af pensionsordninger
- Gaver mellem ægtefæller
1. Særeje
Efter de danske regler får man automatisk formuefællesskab i ægteskabet. Det betyder, at alt hvad du og din ægtefælle ejer ved ægteskabets indgåelse og alt hvad I senere selv tjener eller får i arv eller gave, er omfattet af formuefællesskabet. I forbindelse med separation/skilsmisse eller ved død skal formuefællesskabet deles dvs. det kan være arv fra forældre , opsparing, fast ejendom eller virksomhed.
Står I en situation, hvor I overvejer at oprette en ægtepagt om særeje, så bør I også tage stilling til, hvad særejet skal omfatte. En ægtepagt vedr. særeje kan handle om:
- At alt hvad I ejer skal være særeje.
- Ægtepagten om særeje kan begrænses til enkelte aktiver fx hus, virksomhed og arv.
- Ægtepagten giver mulighed for at der kan oprettes brøkdelssæreje, således at kun en bestemt brøkdel af jeres respektive formuer (eller den ene af jeres formuer) skal være særeje.
- Ægtepagten giver mulighed for at tidsbegrænse særejet, således at det falder helt bort efter et bestemt antal år eller at særejet aftrappes år for år i en given periode.
2. Deling af pensionsordninger
Den 1. januar 2007 trådte en lov om deling af pensioner i kraft, hvilket betyder, at alle rimelige pensioner kan holdes udenfor skiftet og dermed udtages af den ægtefælle, som står som ejer af ordningen. Der er dog mulighed for at dele ekstrapensioner og der findes også kompensationsmuligheder, som kan gøres gældende såfremt der er meget stor forskel på ægtefællernes pensioner.
3. Gaver mellem ægtefæller
Udgangspunktet er, at der skal oprettes ægtepagt for at sikre, at gaven er gyldig. Dette gælder dog ikke, hvis der er tale om sædvanlige gaver fx til fødselsdag eller til jul og værdien af gaverne ikke står i misforhold til den økonomiske situation.
Er der ikke tale om en sædvanlig gave og giverens kreditorer protesterer mod gaven, så kan den ikke opretholdes medmindre der foreligger en gaveægtepagt. Den ægtefælle, der har givet gaven kan også forlange denne tilbage i tilfælde af separation/skilsmisse, hvis ikke der er oprettet ægtepagt.
En ægtepagt skal ikke anses som noget negativt. En ægtepagt betyder, at hvis man ender med at blive skilt, så vil man ikke komme til at skændes over fordelingen af aktiver. Familie & Arv anbefaler derfor, at I tager stilling til hvad der skal ske med jeres økonomiske forhold i tilfælde af en skilsmisse. En skilsmisse kan have stor betydning for ens fremtidige økonomiske situation og ens vilkår for at komme videre efter en skilsmisse.
Pris for ægtepagt: Kr. 3000,-
Indtast dit telefonnummer, hvis du ønsker at høre nærmere