Samtykke til uskiftet bo
Med et forhåndssamtykke til uskiftet bo kan du få dine særbørns samtykke til at din ægtefælle kan sidde i uskiftet bo, hvis du skulle gå bort. Læs mere om uskiftet bo for neden.
Hvad er samtykke til uskiftet bo?
En ægtefælle kan som udgangspunkt ikke sidde i uskiftet bo, hvis den afdøde ægtefælle har særbørn – medmindre særbørnene giver deres samtykke til det. Samtykke til uskiftet bo er derfor en erklæring fra dit særbarn, hvor særbarnet samtykker (accepterer), at din ægtefælle kan sidde i uskiftet bo, hvis du skulle dø først.
Uskiftet bo betyder, at ejendelene efter den førstafdøde ægtefælle ikke skal deles. Det vil sige, at den længstlevende ægtefælle bevarer rådigheden over hele den fælles ejendom. På den måde skal boet først skiftes efter længstlevendes død og arven fra førstafdøde udbetales altså først til arvingerne, når længstlevende ægtefælle går bort.
Hvorfor er et samtykke til uskiftet bo vigtigt?
Hvis ens ægtefælle er gået bort og man ønsker ægtefællens særbørns samtykke til uskiftet bo, så kontakt Familie & Arv, som hjælper med at udarbejde dokumentet.
Vi hjælper også med at udarbejde et forhåndssamtykke til uskiftet bo, hvis man har særbørn og ønsker at sikre, at ens ægtefælle kan sidde i uskiftet efter ens død. Et sådan forhåndssamtykke er med til at forhindre en del konflikter, som kan opstå i familierne.
Hvad er betingelserne for at sidde i uskiftet bo?
Der er 4 betingelser, som skal være opfyldt før en ægtefælle kan sidde i uskiftet bo:
1. At der er et formuefællesskab mellem ægtefællerne
Hvis ægtefællerne gennem en ægtepagt har besluttet at alle deres respektive ejendele skal være særeje, vil de ikke kunne sidde i uskiftet bo. Hvis der ikke er oprettet en ægtepagt af den type, vil der altid være formuefællesskab mellem ægtefællerne.
2. At evt. særbørn har givet deres samtykke til det uskiftede bo
Fællesbørn kan ikke modsætte sig, at den længstlevende forælder sidder i uskiftet bo. Førstafdødes særbørn (børn fra tidligere forhold) vil derimod kunne modsætte sig et uskiftet bo og kan kræve, at boet skiftes (at arven fordeles). Det er altså kun med særbørnenes samtykke, at længstlevende kan sidde i uskiftet bo. I den forbindelse er det vigtigt, at påpege, at hvis særbørnene ikke er myndige, når der skal indhentes samtykkeerklæring, kan det typisk ikke lade sig gøre for den længstlevende at sidde i uskiftet bo.
3. At længstlevende ikke er personligt konkurs
Den længstlevende må ikke være under konkurs.
4. At længstlevende er myndig
Den længstlevende skal være myndig for at kunne sidde i uskiftet bo. Længstlevende må altså ikke være under værgemål eller på anden måde have fået frataget sin retlige handleevne.
Hvordan gøres et forhåndssamtykke gyldigt?
Forhåndssamtykket dateres og underskrives af arvingen (særbarnet). Dit forhåndssamtykke vil herefter være gyldigt og der er altså således ikke noget krav om tinglysning.
Familie & Arv anbefaler, at både den ægtefælle, som skal have mulighed for at sidde i uskiftet bo og alle særbørn, som afgiver samtykket, bør opbevare en kopi af erklæringen.
Pris for samtykke til uskiftet bo: Kr. 799,-
Indtast dit telefonnummer, hvis du ønsker at høre nærmere