Seperation og Skilsmisse
En skilsmisse er en svær proces, hvor både det følelsesmæssige og det praktiske er på spil. For neden kan du læse mere om de 3 vigtige aspekter, som man skal have styr på:
- Separation/skilsmisse.
- Bodeling.
- Børnene, samvær , bopæl , børnebidrag og eventuelle ændringer af forældremyndighed.
1. Separation og/ eller skilsmisse og vilkårene herfor
Efter dansk ret er det muligt at blive skilt uden forudgående separation, når I er enige om det. Foreligger der ikke enighed om skilsmisse, så har I hver især ret til separation uanset om den anden af jer samtykker eller ej.
Efter separation kan I hver især ansøge om skilsmisse efter 6 måneder.
Forskellen på separation og skilsmisse er, at separation ikke medfører ophør af ægteskabet. Ophør af ægteskabet sker først ved skilsmisse.
Både separation og skilsmisse medfører, at I ikke længere har pligt til at forsørge hinanden, at formuefællesskabet ophører og at I ikke længere arver hinanden. Er i kun separeret og ikke skilt endnu, så kan ingen af jer fx indgå et nyt ægteskab.
3 vigtige ting at være opmærksom på:
- Genoptager i samlivet efter en separation, så bortfalder separationen.
- Skilsmissen indtræder ikke automatisk efter en separation. Man skal selv aktivt ansøge om en skilsmisse.
- Er der mulighed for at blive skilt med det samme? Ja, det er muligt såfremt der foreligger utroskab eller at der er tale om grov vold. Hvis du selv har været utro, så kan du ikke selv ansøge om skilsmisse. Det er din ægtefælle, som skal ansøge om skilsmisse på baggrund af din utroskab.
Andre vigtige vilkår, som begge skal være enige om i forbindelse med separation eller skilsmisse er:
- Skal der betales ægtefællebidrag?
- Hvem skal fortsætte med det fælles lejemål?
2. Bodelingen
Efter dansk ret får man automatisk formuefællesskab (fælleseje), når man bliver gift. Formuefællesskabet ophører ikke den dag I flytter fra hinanden men den dag Statsforvaltningen modtager jeres anmodning om separation/skilsmisse.
Er der tale om formuefællesskab i ægteskabet, er hovedreglen, at der skal foretages en bodeling i forbindelse med separation/skilsmisse, som er en ligedeling af ægtefællernes formue. Dette gælder dog ikke, hvis den ene ægtefælle har indbragt den væsentligste del af fællesboet og hvis en ligedeling vil være åbenbar urimelig fx hvis ægteskabet har været kortvarigt (mindre end 5 år, inkl. forudgående samliv).
Da bodeling ikke er et vilkår for selve separationen/skilsmissen, så hjælper Statsforvaltningen ikke med dette. Er i som ægtefæller uenige om bodelingen og ikke kan blive enige fx via forhandling mellem jeres advokater, så kan sagen indbringes for Skifteretten, hvorved boet kan blive taget under offentligt skifte.
Ugifte samlevende
Ugifte samlevende ejer hver især de ting, som de havde, da de flyttede sammen og de ting, som de køber under samlivet. Det er kun ting, som de køber i fællesskab og som de begge er registreret ejer, som skal deles, hvis de går fra hinanden.
Hvis der opstår uenighed om delingen af hjemmet ved en samlivsophævelse, hjælper Statsforvaltningen ikke med at dele jeres ejendele. Familie & Arv hjælper gerne med at finde en løsning og hvis der er stor uenighed om hvem der skal overtage fælles ejendom, kan vi hjælpe med at indbringe sagen for Skifteretten.
Trinene i en bodeling
- Udgangspunktet er, at den formue (aktiver og passiver) I hver især ejer på ophørsdagen skal deles. Det er dog muligt at anvende en anden skæringsdato.
- Værdien af aktiverne og passiverne opgøres dog ikke på den dag formuefællesskabet ophører men den dag bodelingen sluttes. Dette kaldes også for opgørelsesdagen.
- Når man skal foretage en bodeling i forbindelse med en skilsmisse/separation, så opgør man hvad hver i især ejer. Dette kalder man en bodel. Hvis en bodel er positiv deles den ligeligt med den anden ægtefælle. Hvis den er negativ, foretages der ingen deling.
Børnene, samvær, bopæl, børnebidrag og eventuelle ændringer af forældremyndighed.
Fuld forældremyndighed
Når I er blevet skilt, så fortsætter den fælles forældremyndighed automatisk. Har du et ønske om at få den fulde forældremyndighed, skal du anmode Statsforvaltningen om et møde.
Det er kun muligt at få den fulde forældremyndighed, hvis det kan lægges til grund, at I ikke kan samarbejde om jeres barns forhold til barnets bedste eller hvis den anden forælder er uegnet som forældremyndighedsindehaver.
Forældremyndighed og Bopælsretten
Forskellen på forældremyndighed og bopælsretten er, at den der har bopælsretten kan nemlig foretage hverdagsbeslutninger over barnet uden at spørge den anden forælder om lov. Derfor kan det ofte være en god ide, at søge om barnets bopæl frem for den fulde forældremyndighed.
Er i som ægtefæller uenige om, hvem der skal have barnets bopæl, så træffer retten afgørelse efter, hvad der er bedst for barnet. I disse situationer lægger retten oftest vægt på, hvem der er den primære omsorgsperson for barnet og hvorvidt en ændring af bopælen medfører, at barnet tages ud af barnets vante omgivelser.
Familie & Arv vil anbefale, at du kontakter os inden du skriver under på separation eller skilsmissepapirerne. Der er nye skilsmisseregler på vej til foråret 2019, som kan have betydning for jeres forhold. Herudover kan der være forhold, som gør sig gældende i din situation og som ikke kan ændres, når du først har underskrevet papirerne.
Kontakt for en personlig samtale
Indtast dit telefonnummer, hvis du ønsker at høre nærmere